Vingårdene

Om vingårdene

Podere Spazzavento i Toscana

Familiedrevet vingård i de Pisanske bak-ker. Gården drives af brødrene Alessandro og Fabio Piceni Belli, Alessandros kone Kerstin, bedsteforældre og børn. Familien råder over 15 hektar land, hvor der, som det er typisk i Toscana, dyrkes vin og oliven. Alle afgrøder er 100 % biologisk dyrket.

 

Familien har en stor kærlighed til gården, jorden og vinen. Der er fokus på kvalitet fremfor kvantitet. Druerne høstes med håndkraft, og presningen foregår nænsomt med ny hydraulisk 'low pressure' presse.

 

Vinen lagres i egefade og ståltanke. Enkelte vine lagres i terracotta-amfora, som man gjorde i antikken. 

Familien på Podere Spazzavento har som ambition at producere biologiske vine af virkelig høj kvalitet i et eksperimenterende samarbejde med Attilio Pagli, en af Italiens mest respekterede ønologer. Alle vine har flotte ratings, så der er tale om supergod  'value for money'.

Château de Lagarde i Provence

Gårdens vine udvikles og lagres på hhv. ståltanke, store trætønder og i 225 l egefade. Vinene har appellationen AOC Côtes de Provence og har igennem årene fået flotte anerkendelser. Gården producerer også biologisk olivenolie og honning.

Château de Lagarde er et af de mindste vinslotte i departement'et Var i Provence. Slottet og markerne ligger i ca. 500 meters højde med en fantastisk udsigt til det provencalske højland, og de svalende vinde fra Middelhavet 30 km mod syd er med til at sikre et sundt miljø for druerne.


Gårdens produktion på kun 14.000 flasker årligt er naturligvis 100 % biologisk og varetages af Michel Ambard i samarbejde med ønologen Bruno Tringali Btoev – assisteret af slottets medarbejdere Corinne, Claudine og Christophe.

Weingut Grossmann i Nahe


Nahe er et mindre vinområde mellem Mosel og Rhindalen - især kendt for hvidvine af høj kvalitet og med stor mineralitet.


Rheinhold Grossmann har drevet sin vingård siden 1985, og allerede i 1989 gik han over til økologi som en af de allerførste vinbønder i området. Rheinhold driver gården sammen med Marina - og begge lægger et enormt stykke håndarbejde i meget varieret produktlinje.

Gården råder over 10 hektar fordelt på ca. 35 parceller på vinbjerget ved den 1.000 år gamle by Windesheim. Hele landsbyen emmer af vindyrkning - og der er masser af konkurrence gårdene imellem. Heldigvis har Rheinhold en helt unik 'Super Zunge' ifølge Marina - han er eminent til at smage, når vinen er som den præcis skal være.

Rheinhold og Marina eksperimenterer med ikke mindre end 19 forskellige druesorter, og det er meget på 10 hektar. Men udbyttet er generelt ganske højt, og det siger en del om Rheinholds erfaring og dygtighed.


Weingut Grossmann producerer markante og intense vine - og hver vin komponeres typisk på kun én druesort.

Weingut Lorenz i Rheinhessen

På Weingut Lorenz er der blevet dyrket vin siden 1680, og Lorenz-familien har ejet gården siden 1725. Man møder en stolt og passioneret vinfamilie, hvor forældre, børn og svigerbørn tager del i arbejdet – nogle på daglig basis, andre når de holder ferie fra andre jobs.


Man bliver budt indenfor til smagning og gode historier af det hjertevarme ældre par, som for nylig har overleveret den daglige drift til den nye generation – Johannes og Maria.


Videoen taler for sig selv. Kærligheden til økologi, planter, jord og kvalitet fremfor kvantitet er i højsædet.

Familien råder over 30 hektar, og der produceres et varieret udvalg af primært grønne druer, som det er typisk for området.


Riesling, Chardonnay, frugtige, søde vine til ost og dessert samt hvide cuvéer vil typisk være på programmet hos Biovin.nu!


Som noget helt specielt produceres også et lille kvantum Vita Rosae 🌹 en balsamico-eddike produceret på udvalgte senthøstede søde blå druer, tilsat ekstrakt fra roser. Eddiken kan faktisk nydes som en digestif, men du kan også hælde nogle dråber på din salat – og droppe olien – så meget duft og smag er der i Vita Rosae.

Château Lafoux i Provence

Vinslottet ejes af Claudine og Yvon Boisdron, som dyrker økologisk vin på ca. 26 hektar. Gården ligger i et naturskønt område, som er et populært sted til vandreture, der går gennem gårdens lavendel- og vinmarker.

Vinen produceres naturligvis 100 % økologisk og lagring sker både på amforakrukker, træfade og ståltanke. Gården har mange gamle vinstokke, som passes nænsomt og druerne høstes med håndkraft – det gælder  også for de roséer, som vi er stolte af at kunne sælge hos Biovin.nu !

Vinslottet ligger i 350 m højde, og der produceres både rosé, hvid- og rødvin ligesom på de fleste gårde i Provence. Vinene hører under appellationen Côteaux Varois, hvor rosé tegner sig for over 60 % af produktionen. I Provence som helhed udgør produktion af rosé helt op til 90 %.

Château Lafoux ligger ved den lille by Tourves, ikke langt fra Brignoles. Vi er i det mest bjergrige og grønne område af Provence kendetegnet ved den imponerende 1100 m høje højderyg Massif de Saint Baume. Det betyder, at vi har at gøre med et forholdsvist køligt klima for den ellers varme region. 

Domaine Pérol i Beaujolais

Domaine Pérol ligger i det sydlige Beaujolais, tæt på Nord-Rhône, så der er fokus på Gamay og Syrah til de røde vine og Chardonnay og Vigonier til de hvide. Anthony Pérol er en ekceptionelt dygtig vinmager, og husets Gamay-vine er virkeligt fine alternativer til vinene fra de 10 Cru'er.

Domaine Perol blev grundlagt allerede I 1806, og familien Pérol har dyrket vin og drevet landbrug på gården siden 1912. En lang familietradition er gået i arv til Anthony, som er en af de unge vinmagere, der med viden, uddannelse og erfaring er med til at (gen)skabe Beaujolais placering på verdenskortet som en vinregion med fokus på høj kvalitet, økologiske dyrkningsmetoder og bæredygtigt landbrug. 

Anthony fortæller med glæde om, hvordan både flora og fauna trives i markerne. Der høstes med håndkraft, og gården har dyrket økologisk siden 2005. Det vrimler med vilde blomster og kaniner i det smukke område – du genfinder kaninerne på flaskernes etiketter.

Tenuta Rocca i Piemonte

Tenuta Rocca er en mindre familieejet vingård i Montforte d’Alba i hjertet af Langhe. Ejendommen ligger smukt på en bakketop med sydvestvendte marker lige nedenfor gården i det smukkeste bakkede Piemontesiske landskab.

Produktionen drives af Gianni og børnene Andrea og Chiara – 100 % økologisk siden 2017. De råder over 15 hektar, producerer omkring 100.000 flasker pr. år og druerne vokser på flere af de berømte navngivne cru-marker:


  • Sori’ Rocca (Dolcetto),
  • Sori’ Ornati (Nebbiolo d’Alba),
  • Vigna Roca Neira (Barbera d’Alba Superiore),
  • Bussia (Barolo Bussia) og
  • Nebbiolo Sori’ Baudana (Barolo Serralunga d’Alba).